Har du en smertehistorie?
Det har vi alle.
Steder, hvor vi har slået os på livet - og hvor smerten har sat sig så dybt i os, at vi har svært ved at bære den.
Måske er du blevet svigtet.
Forladt.
Fyret.
Den spirituelle lærer Eckhart Tolle taler ligefrem om “smertekroppen” - når krop og sjæl bliver ét og smerten indlejrer sig så meget i os, at den sidder fast i kroppen og stikker fjæset frem, når vi er trætte, syge, bliver afvist eller på andre måder er i underskud.
Smertehistorien er reel nok - du er blevet slået omkuld af livet og det har gjort ondt
Min egen smertehistorie går på at føle mig udenfor - at ingen vil have mig, jeg er ikke god nok og der er ikke brug for mig nogen steder. Når jeg er allerlængst nede, er det den følelse, der fylder mest.
Men smertehistorien rummer samtidig en kæmpe kraft, fordi den fortæller os, hvad vi skal bevæge os væk fra og hvad vi skal ændre på. Ofte rummer den også en vrede og en fandenivoldskhed, når vi kommer i kontakt med den - og lige præcis dén kraft kan være enormt frisættende.
Med dén kraft kan du rive et træ op med rødder, du kan flytte bjerge og krydse floder
Vi kan også vælge at blive i smertehistorien. Fortælle den igen og igen, til dem, der gider høre på os.
Fortælle historien om hende den dumme chef. Ham den væmmelige kæreste eller den lede svigermor. Alle de mennesker, der har gjort os ondt.
Det må du også godt. Du skal bare ikke blive dér, i smertehistorien.
Du skal flytte fingeren fra "repeat-knappen"!
Ellers begynder verden at vende dig ryggen - og nederlagene bliver flere end sejrene.
Du har mistet din mo-jo og derfor gider folk dig ikke.
Når jeg coacher, rammer mennesket overfor mig ofte sin smertehistorie
Ofte antager den udtryk som “Jamen, jeg kan ikke få succes med X/Y/Z, fordi jeg er for gammel/for tyk/for uerfaren/for ordblind"/...digt selv videre…
Alle de forsvarsmekanismer, vi har sat op, fordi livet gjorde ondt og nogen måske engang har fortalt os, at vi ikke kunne.
Men hvis du insisterer på at blive i din smertehistorie
- så kan jeg ikke hjælpe dig
Det kan ingen.
Smertehistorien skal du bruge til at rejse dig igen og søge lyset
Finde modsætningen til det, der gjorde så ondt - og finde ud af, hvordan du kommer derhen.
Jeg vil gerne lytte til din smertehistorie. Men jeg ønsker ikke at efterlade dig som et stort, blødende sår. Jeg ønsker, at du finder din vej ud af smertehistorien.
Det vil jeg hellere hjælpe dig med.
Hvilken smertehistorie bærer DU rundt på - og hvad er dens modsætning?
Og hvordan kommer du derhen?
I kærlighed,
Comments